Hjælp, min julegæst er vegetar!

Nu nærmer den søde juletid sig, og de danske kogekoner (og kogemænd) danser ud i køkkenet og fyrer op for kødgryderne. Flæskesteg, andebryst, sylte, medister og sild i stride strømme. Intet skal der mangle. Men hov, vent. Hvad er nu det? Sønnike har taget den nye kæreste med hjem, og hun “spiser altså ikke kød”.

Flere og flere danskere bliver vegetarer eller veganere. Nogle gør det for klimaets skyld, andre for dyrenes og så er der dem der gør det for helbredets. Men hvad serverer man sådan nogle?

Det er ikke altid nemt at være vegetar i et land som Danmark, hvor hofretten er stegt flæsk med persillesovs. Det er dog heller ikke altid nemt at være en ikke-vegetarisk vært – slet ikke i juletiden. Derfor får du her nogle få fif til en mere vegetar-venlig juletid.

Kål og kartofler

Julen er fyldt med traditioner og god stemning, og for mange er julemenuen en vigtig komponent, som de færreste vil gå på kompromis med. For os vegetarer står menuen dog oftest kun på kål og kartofler. Selv sovsen er forbudt i kaninland. Der findes heldigvis en masse alternativer til flæskesteg og sild.

Til dig der serverer and, findes der ‘mock duck’ eller forloren and, som kan købes i de fleste asiatiske butikker. Mock duck er et alternativ til and, og består primært af soja og hvedegluten. Konsistensen og udseendet er meget lig and, og så har det endda mindre fedt. En dåse á 280g koster ca. 25kr.

dfdf

Hvis du er en foodie, der godt kan lide at vise hvor ferm du er i et køkken, så er en hjemmelavet nøddepostej en sikker vinder. Du kan enten servere den juleaften eller som et alternativ til leverpostejen ved julefrokostbordet.  Bloggeren og kogebogsforfatteren, Stinna Guldmann Marker, har en opskrift på en julet nøddepostej, som du kan finde her.

Sovsen kan du erstatte eller supplere med en rødvinssauce lavet med svampe og sojafløde. Du kan finde en opskrift på Dansk Vegetarisk Forenings hjemmeside, lige her.

Hvis flæskesteg er favoritten i dit hjem, så kan du lave en vegansk version kaldet en smæskesteg, som består af gulerødder, løg, kartofler og vegansk chorizopølse (kan købes i SuperBrugsen og helsekostbutikker). Opskriften kan du finde på Thomas Erexs blog ‘Kærlighed & Kikærter’, lige her.

Til julefrokosten og det kolde bord er der også ting du kan gøre for den vegetariske gæst. Du kan f.eks. servere hårdkogte æg til rugbrødsmaden, og ikke blande dem med rejerne. Du kan købe en grøntsagspostej i supermarkedet, som et alternativ til leverpostejen. Du kan endda lave en vegansk “rødspætte”-filet, ved at bage skiver af pastinak i ovnen og derefter panere dem. Det kaldes fredsfisk og du kan finde en opskrift her.

Hvis du vil gå hele vejen for vegetarerne og veganerne, kan hele julefrokosten faktisk gøres vegansk. Du kan f.eks. lave din egen karrysalat og erstatte frikadellerne med deller af kikærter, og du kan lave sild af aubergine. Sidstnævnte er der en opskrift på lige her. Hvis en vegansk julefrokost er dit mål, så hop over til Veganermors blog, hvor hun disker op med en hel julemenu for veganere. Tryk her.

Når vi kommer til desserten er der masser af håb for de kødfrie gæster. Julen er nemlig et slaraffenland af søde sager, og de er næsten allesammen vegetariske. Klejnerne skal man dog passe på, da de jo kan være stegt i svinefedt. I stedet kan man anvende Palmin, som faktisk er vegansk. Det er dog ikke det mest klimavenlige valg, da vi jo ikke har kokospalmer i Danmark.

Hvis du vil gøre tiden lidt sødere for en veganer, så er der her en lækker risalamande helt uden animalske produkter.

Hvis du allerede nu har planer om at lave noget vegetarisk eller vegansk til julemiddagen, så kan du godt klappe dig selv på skulderen. Som vegetar eller veganer, er det helt fantastisk at få serveret et måltid, hvor der er blevet tænkt på én. Så tusind tak for det. Husk dog at lave rigeligt, da vegetarisk mad er for alle og de fleste kødspisere vil altid også lige smage.

Dansk Vegetarisk Forening har flere tips og opskrifter til den vegetariske jul, som du kan finde lige her.

Hvis du vil vide mere om Danmark og den vegetariske bølge, så læs med i næste afsnit.

Det vegetariske Danmark

Flere og flere danskere bliver vegetarer eller veganere. Faktisk spiser ca. 12% af danskerne overvejende vegetarisk (Coop Analyse og DVF, 2018). Der er forskellige grunde til at danskerne vælger kødet fra. For mange handler det om dyrevelfærd, men klimaet spiller skam også en stor rolle i udviklingen. At blive vegetar eller veganer er nemlig én af de bedste ting du kan gøre for vores klima.

Jordens befolkningstal stiger hele tiden, og dermed stiger vores samlede forbrug af kød. Kødindustrien forurener mere end hele transportindustrien – altså alle bilerne, busserne, togene, skibene og flyene. Og produktionen af oksekød kræver ca. 100 gange mere vand end produktionen af de fleste grøntsager.

Det har altså en negativ betydning for vores klima og ressourcer at vi spiser så meget kød som vi gør. Den gennemsnitslige dansker spiser 137 gram kød om dagen, hvilket er næsten det dobbelte af den anbefalede dagsdosis (DTU, 2018).

 

“Hvis vi alle sammen spiste halvt så meget kød, så ville halvdelen af os være vegetarer.” 

– Graham Hill, grundlægger af TreeHugger.

 

Det er særligt de unge, der er med på bølgen. Af danskerne mellem 15 og 34 år lever 5,5% vegetarisk, og det tal er stigende. Fra 2016 til 2018 blev medlemstallet i Dansk Vegetarisk Forening fordoblet.

Der er altså stor sandsynlighed for at dine julegæster i fremtiden vil være enten vegetarer eller veganere, eller måske endda en af dem, der kun spiser plantebaseret – hvilket betyder at du godt kan pakke bridge blandingen væk.

Det er ikke altid nemt at finde vej i en kulinarisk verden uden kød – heller ikke for vegetarer og veganere. Det er dog det hele værd, når man ved hvert eneste måltid føler at man gør det rigtige for vores planet. Bare ved at spise mad.